-->

Retshjælpsforsikring og advokatregninger​

Se også ​​→

​Det kan være skræmmende at stå med udsigten til en advokatregning på flere tusinde kroner, og mange fravælger derfor at få en advokat til at hjælpe med deres sag. Risikoen er dog ikke nær så stor, hvis du har en retshjælpsforsikring.

Har jeg en retshjælpsforsikring?

Men selv hvis du ikke husker at have tegnet en retshjælpsforsikring, betyder det ikke, at du ikke har én. Mange almindelige forsikringer såsom indboforsikring, familie-forsikring, husforsikring og bilforsikring indeholder nemlig en retshjælpsforsikring.

Du bør derfor altid undersøge om en af dine forsikringer indeholder retshjælpsdækning.

Hvor meget dækker min forsikring?

Den typiske retshjælpsforsikring dækker mellem 175.000,- og 225.000,- kroner. Det kan dog variere meget fra selskab til selskab og fra forsikring til forsikring.

En privat retshjælpsforsikring dækker som udgangspunkt 90 % af rimelige sagsomkostninger. Det betyder, at retshjælpsforsikringen som udgangspunkt hat en selvrisiko på 10 %, dog som minimum 2.500 kr. Selvrisikoen er fast ved indboforsikringer, men den kan være anderledes for andre forsikringstyper og særligt ved erhvervsforsikringer. Derfor bør du altid altid tjekke dine forsikringsbetingelser hvor du også kan se det konkrete dækningsmaksimum.

Hvis du opfylder de økonomiske betingelser for fri proces, skal du dog ikke betale selvrisiko på din retshjælpsforsikring. 

Det er vigtigt at få et dækningstilsagn fra retshjælpsforsikringen til de processkridt, der skal foretages. Dette kan f.eks. være anlæg af sag, syn og skøn, retsmægling og forligsforhandlinger. Retshjælpsforsikringen skal godkende de skridt, som kan komme til at koste mere i sagsomkostninger.

Det kan nogle gange være svært selv at vurdere, hvad en tvist/retssag koster, og om retshjælpsforsikringen kommer til at dække sagens omkostninger. Dette kan en advokat hjælpe dig med at vurdere, hvis du kontakter en for at få vurderet, om du har en god sag (= procesrisiko).

Er der nogen krav til at bruge min forsikring?

For at kunne bruge din retshjælpsforsikring, er der en række vilkår, der skal være opfyldt.

Det første krav er, at en advokat skal anmode om retshjælpsdækning på dine vegne.

Dette gælder dog ikke, hvis dit krav vedrører en såkaldt ”småsag”.

Det andet krav er, at der skal være en konkret aktuel konflikt, som kan behandles ved domstolene eller ved voldgift. Det betyder, at forsikringen først dækker, når der er grundlag for en sag, fx fordi du og din nabo ikke har kunnet nå til enighed om placeringen af skellet.

Udover at dække udgifterne ved sager ved domstolene eller et voldgiftsnævn, dækker retshjælpsforsikringen almindeligvis også sager ved de kommunale hegnssyn og skel-forretninger.

Det tredje krav er, at der skal være en rimelig grund til at føre sagen. Det kan være svært at sætte på mål. Hvis du allerede har fået medhold i et klagenævn, vil du som det klare udgangspunkt have rimelig grund til at føre sagen.

Det fjerde krav er, at sagen ikke kan behandles ved et klagenævn eller en offentlig klagemyndighed. For mange sagsemner er der oprettet særlige klagenævn, som man kan klage til, og i de sager kan man ikke få retshjælpsdækning, før sagen har været nævnsbehandlet, fx i huslejenævnene eller Håndværkets Ankenævn.

Dette gælder dog ikke, hvis nævnet ikke kan realitetsbehandle sagen, eller hvis der i øvrigt er grund til at tro, at behandlingen vil være nytteløs, fx hvis en håndværker har meddelt Håndværkets Ankenævn, at håndværkeren ikke vil følge nævnets regler.

Den femte og sidste betingelse er, at forsikringen dækkede på tidspunktet, hvor tvisten opstod. Det er ikke altid lige let at fastslå dette tidspunkt, og du skal derfor være særlig opmærksom, hvis du har skiftet forsikringsselskab i mellemtiden.

Er du i tvivl om, hvorvidt kravene i lige netop din sag er opfyldt, bør du søge konkret rådgivning, fx ved en advokat.

Hvilke omkostninger dækker min forsikring?

Retshjælpsforsikringen dækker almindeligvis samtlige dine sagsomkostninger + eventuelle omkostninger, du dømmes til at betale modparten + omkostninger til syn og skøn + andre omkostninger, som er afholdt med selskabets godkendelse. Alt med fradrag af din eventuelle selvrisiko.

Der er kun få tilfælde, hvor omkostningerne til sagen ikke dækkes, fx hvis der er tale om egne rejseomkostninger eller tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med sagen.

Derudover gælder der en særlig dækning for de såkaldte ”småsager”. I den slags sager dækker retshjælpsforsikringen kun advokat-udgifterne til dagen i retten + udgifter til fx indhentelse af en sagkyndig erklæring.​

​Hvilke sager dækker min forsikring?

Udgangspunktet er, at din forsikring dækker de sagstyper, som relaterer sig til den konkrete forsikringstype, f.eks. dækker indboforsikringen tvister omkring lejeforhold og andre private tvister mv., en husforsikring dækker tvister vedr. mangler ved huset mv., en bilforsikring dækker tvister vedrørende bilen mv. Det er vigtigt at huske, at betingelserne i afsnittet til venstre fortsat skal være opfyldt.

Der er dog en række sagstyper, som altid er undtaget fra retshjælpsdækning.

Den første af disse er tvister i forbindelse med erhvervsudøvelse, og undtagelsen om-fatter både selvstændige og ansatte. Du skal i de tilfælde have henholdsvis en erhvervsforsikring med retshjælpsdækning eller en retshjælpsforsikring hos din fagforening.

Den anden undtagelse er sager med myndigheder i skatte- eller afgiftsspørgsmål.

Den tredje undtagelse er tvister om formue-forhold opstået i forbindelse med indgåelse eller opløsning ægteskab, registreret partnerskab eller parforhold.

Den fjerede undtagelse er tvister i forbindelse med død, fx arvesager eller dødsbo-behandling.

Den femte undtagelse er tvister om straffesager eller injuriesager, hvor der i begge tilfælde, gælder nogle yderligere særlige undtagelser.

Den sjette og sidste undtagelse er almindelige inkassosager, medmindre der er en begrundet tvivl om kravets eksistens.

Husk dog, at såfremt din sag er undtaget retshjælpsdækning, kan det i visse tilfælde være muligt at få dækning under fri proces hos det offentlige, hvis du opfylder de økonomiske betingelser herfor. 

Hvor meget skal jeg af med?

Udgifterne til en sag kan svinge meget fra sag til sag afhængig af sagens kompleksitet, varighed, værdi mv.  Da forsikringsvilkårene i øvrigt kan variere fra police til police, kan der ikke på forhånd gives et klart svar herpå.

En advokat vil almindeligvis vurdere både chancen for at vinde sagen, men også hvor meget du risikerer at skulle betale, hvis du taber sagen. Advokaten vil hér særligt gøre opmærksom på, hvis du risikerer at gå ud over dit dækningsmaksimum.

Så længe, omkostningerne holdes inden for dit dækningsmaksimum, kommer du ikke til at betale mere end din selvrisiko.

Hvis du opfylder de økonomiske betingelser for fri proces (som skifter fra år til år), skal du hverken betale selvrisiko på forsikringen eller retsafgifter. Hvis de forventede sagsomkostninger går ud over dækningsmaksimum, er det dog vigtigt at søge supplerende fri proces til sagen.

Er du i tvivl om udgifterne til lige netop din sag, bør du altid søge konkret rådgivning. På vores kontor har vi advokater, som fører sager inden for en lang række retsområder, hvor der er retshjælpsforsikring. Vi kan derfor i langt de fleste tilfælde give en vurdering af sagen og omkostningerne uden beregning. Kontakt os på tlf.nr. 8613 0600 for at høre nærmere.

Få svar fra en specialist 

Udfyld formularen så vender vi tilbage hurtigst muligt. ​Du kan også ringe til os på telefon: 86 13 06 00 eller skriv på e-mail: info@askt.dk​.

Nogle felter er ikke udfyldt korrekt

​​Ring og forklar os om din situation

Så kan vi fortælle, hvad vi som advokater kan gøre for at hjælpe dig - og hvad det koster. Ring til os på telefon: 86 13 06 00 eller skriv på e-mail: info@askt.dk​.​

fbyoutube

​Kontakt

Hovednummer: 86 13 06 00

​E-mail: info@askt.dk

CVR: 32283012

​Aarhuskontoret

​Sankt Knuds Torv

Ryesgade 31, 1., 8000 Aarhus C​​​

Rutevejledning

​Tlf.: 86 13 06 00

E-mail: info@askt.dk

Aalborgkontoret

​Det gamle posthus

Algade 44, 1. sal, 9000 Aalborg C​

Rutevejledning

Tlf.: 86 18 68 33​

E-mail: aalborg@askt.dk​

Rykontoret

Parallelvej 9A,

8680 Ry

Rutevejledning

Tlf.: 86 89 33 88

E-mail: hfh@askt.dk

Kontorets telefoner er åbne: Mandag-torsdag 9.00-16.00 & fredag 9.00-15.00.