Transportfirmaet havde ikke dokumenteret, at en medarbejder på pladsen havde givet chaufføren på den ene lastbil ordre til at køre til side, således at den anden lastbil kunne køre forbi.
Retten lagde tillige vægt på en skønserklæring, der bekræftede, at vejens tilstand var god, og transportfirmaet havde således ikke bevist, at årsagen til uheldet var vejens dårlige beskaffenhed.
Ud fra fotos og erklæringer lagde retten til grund, at årsagen til uheldet var, at den ene lastbil forsøgte at overhale den forreste lastbil og herunder kom for langt ud i rabatten, hvorved det ene hjulpar sank ned, hvilket førte til, at anhængeren væltede, og vindmøllen faldt af og fik skader.
Derfor var Shipping.dk ansvarlig for Siemens Wind Powers tab.
Den omstændighed, at Siemens Wind Power havde indgået en udenretlig forligsmæssig aftale med de andre transportfirmaer, afskar ikke Siemens Wind Power fra at udtage stævning for den del af omkostningerne, der ikke var blevet betalt.
Bemærkninger
I parternes transportaftale var det aftalt, at der skulle gennemføres mægling, før en af parterne kunne udtage stævning.
Siemens Wind Power førte forligsforhandlinger med Abnormal Load Services Ltd. og Mar-Train Heavy Haulage Ltd. i London, og forhandlingerne mundede ud i et forlig, hvorefter transportfirmaerne betalte Siemens Wind Power GBP 100.000.
Imidlertid deltog Shipping.dk ikke i forligsforhandlingerne, og Siemens Wind Power havde heller ikke opfordret Shipping.dk til at deltage.
På trods af transportaftalens klare ordlyd lagde Sø- og Handelsretten vægt på, at det havde været nødvendigt at udtage stævning for at undgå, at kravet blev forældet, og derfor havde Siemens Wind Power været berettiget til at iværksætte retslige skridt uden først at gennemføre mægling.
Skrevet af: Advokat Anders Stig Vestergaard, juni 2015
Har du spørgsmål?
Hvis du ligger inde med spørgsmål, som kræver juridisk ekspertise, er du velkommen til at kontakte advokat Anders Stig Vestergaard på e-mail: av@askt.dk, via kontaktformularen til højre eller ved at ringe på tlf.: 86 13 06 00.