Hvis politiet har været i tidsnød med at fremskaffe oplysninger i sagen, kan retten beslutte at forlænge anholdelsen i op til tre døgn.
Man kan blive varetægtsfængslet, hvis den forbrydelse, som man er sigtet for, kan give mere end halvandet års fængsel, og hvis der samtidig er risiko for, at man vil unddrage sig retsforfølgning, begå en lignende ny forbrydelse eller vanskeliggøre efterforskningen, fx ved at fjerne spor eller påvirke andre.
De fleste varetægtsfængslinger sker med sidstnævnte begrundelse.
Hvis politiets beviser tyder på, at der er særligt bestyrket mistanke om, at man har begået den pågældende forbrydelse, kan man også blive varetægtsfængslet. Samtidig skal forbrydelsen kunne medføre fængsel i mindst seks år, og retshåndhævelsen (dvs. folks opfattelse af retfærdighed) kræve, at man ikke er på fri fod.
Grænser for varetægtsfængsling
Reglerne om varetægtsfængsling (herunder isolation) er meget detaljerede, og i de senere år er der indført en del begrænsninger for, hvor længe varetægtsfængslingen bør finde sted.
Det kan alligevel ikke undgås, at uskyldige bliver varetægtsfængslet, specielt ved grovere forbrydelser. Populært sagt kan man sige, at man har været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Derfor er der fastsat erstatningsregler for uberettiget varetægtsfængsling og visitation.