-->

Byggefirmaet stoppede arbejdet – hvad gør vi?​

Se også ​​→

Spørgsmål:

Vi har brug for rådgivning om, hvordan vi så hurtig så muligt sikrer, at vores byggeri ikke bliver ødelagt af regn, og hvordan vi får afhjulpet fejlene og manglerne uden at ødelægge beviserne for, at byggefirmaet har sjusket og lavet diverse fejl og ikke lavet det håndværksmæssigt korrekt.

I vinter indgik vi en kontakt med et byggefirma om en større renovering af vores hus og en tilbygning på 103 m2, og i foråret gik de i gang. Da spærrerne var rejst på tilbygningen, viste vores byggerådgiver os, at der var flere ting, som byggefirmaet ikke havde lavet håndværksmæssigt korrekt.

Vi holdt derfor én a conto betaling tilbage og meddelte byggefirmaet, at vi ikke betalte, før de havde afhjulpet fejlene og manglerne håndværksmæssigt korrekt. Byggefirmaet afviste, at de havde lavet fejl, og de ville ikke snakke om det eller gå videre med arbejdet, før vi havde betalt fakturaen. Da vi ikke betalte, stoppede de arbejdet og forlod byggeriet uden afdækning, så det hele stod åben og udsat for regn. Det regnede meget i perioden efter, og alt blev totalt vådt. Herefter ønsker vi, at et andet byggefirma afhjælper fejlene og manglerne og færdiggør byggeriet. Hvad vil du råde os til at gøre? 

Mvh Mathilde og Henrik​

Svar:

Kære Mathilde og Henrik

Jeg kan foreslå, at sagen løses ved, at der gennemføres et haste syn og skøn. Denne fremgangsmåde sikrer, at der indenfor meget kort tid berammes og gennemføres en skønsforretning, hvor beviserne for fejlene og manglerne ved byggeriet sikres, og status på byggeriets færdiggørelse noteres.

Dette sker ved at rette henvendelse til Voldgiftsnævnet for Byggeri og Anlæg og anmode om haste syn og skøn. Voldgiftsnævnet kan behandle en sag som en hastesag, hvis der er risiko for, at muligheden for at sikre bevis fortabes. Derudover behandler Voldgiftsnævnet for Byggeri og Anlæg sædvanligvis en stadeforretning som en hastesag. Det er Voldgiftsnævnet, der afgør, om sagen skal behandles som en hastesag.

I givet fald vil Voldgiftsnævnet inden for få dage finde og udpege en skønsmand til at gennemføre haste syn og skøn / stadeforretningen.

Under hensyn til I ønsker at ophæve aftalen med byggefirmaet, anbefaler jeg, at I ophæver aftalen med byggefirmaet og samtidig indkalder til en stadeforretning. Ophævelsen og indkaldelsen skal være skriftlig, og stadeforretningen skal afholdes hurtigst muligt.

Ved stadeforretningen vil skønsmanden udfærdige en registrerings-protokol, der beskriver omfanget, kvaliteten og værdien af det udførte arbejde. Derudover vil skønsmanden registrere status på byggeriet, evt. byggematerialer på pladsen og evt. aftalte ekstraarbejder. Yderligere kan det være relevant at få skønsmanden til at udtale sig om evt. skader og eller følgeskader som følge af, at byggefirmaet forlod stedet uden at sørge for afdækning, hvilket medførte, at byggeriet blev gennemvædet p.g.a. regn.

Når der foreligger en registreringsprotokol / skønserklæring, og alle mangler er besigtiget og vurderet, kan I gå i gang med at få andre håndværkere til at lave de uopsættelige afhjælpningsforanstaltninger og få afhjulpet fejlene og manglerne.

Derudover skal det afklares, hvorvidt der kan opnås aftale om, at byggefirmaet færdiggør byggeriet eller dele heraf samt under hvilke forudsætninger, tidsfrister for færdiggørelse og betaling mv.

Jeg anbefaler, at I søger juridisk bistand til en vurdering af sagen og assistance med gennemførelse af ovennævnte samt ansøgning om retshjælpsdækning hos jeres forsikringsselskab.

Med venlig hilsen

Anders

Skrevet af Anders Stig Vestergaard

Indlægget er tidligere bragt i Bo Bedre i en forkortet udgave​

Har du spørgsmål?​

Hvis du ligger inde med spørgsmål, som kræver juridisk ekspertise, er du velkommen til at kontakte advokat Anders Stig Vestergaard på e-mail: av@askt.dk via kontaktformularen til højre eller ved at ringe på direkte tlf.nr. 86 18 68 41 eller mbtlf. 23243039.

​​Ring og forklar os om din situation

Så kan vi fortælle, hvad vi som advokater kan gøre for at hjælpe dig - og hvad det koster. Ring til os på telefon: 86 13 06 00 eller skriv på e-mail: info@askt.dk​.​

fbyoutube

​Kontakt

Hovednummer: 86 13 06 00

​E-mail: info@askt.dk

CVR: 32283012

​Aarhuskontoret

​Sankt Knuds Torv

Ryesgade 31, 1., 8000 Aarhus C​​​

Rutevejledning

​Tlf.: 86 13 06 00

E-mail: info@askt.dk

Aalborgkontoret

​Det gamle posthus

Algade 44, 1. sal, 9000 Aalborg C​

Rutevejledning

Tlf.: 86 18 68 33​

E-mail: aalborg@askt.dk​

Rykontoret

Parallelvej 9A,

8680 Ry

Rutevejledning

Tlf.: 86 89 33 88

E-mail: hfh@askt.dk

Kontorets telefoner er åbne: Mandag-torsdag 9.00-16.00 & fredag 9.00-15.00.