Svar:
Kære Kirsten
Jeg kan bekræfte, at ejerskifteforsikringen som udgangspunkt dækker mangler, som var skjult på det tidspunkt, da I overtog huset. Der er blevet udfærdiget en tilstandsrapport, som I havde lejlighed til at gennemgå, inden I skrev under på købsaftalen. Af den tilstandsrapport vil det fremgå, hvad den bygningssagkyndige har besigtiget i ejendommen, herunder om han har besigtiget gulvkonstruktion/krybekælder/kælder, eller om han har været forhindret på grund af manglende adgang.
Den bygningssagkyndige skal besigtige huset grundigt, men han skal ikke foretage indgreb. Det betyder, at alle mangler, der er skjulte herunder f.eks. råd under gulvet, ikke er omfattet af den bygningssagkyndiges gennemgang og af tilstandsrapporten.
Det er en forudsætning for ejerskifteforsikringen, at der er udfærdiget en gyldig tilstandsrapport. Rapporten omfatter fejl og mangler, der er umiddelbare konstaterbare, og hensigten med at tegne en ejerskifteforsikring er netop at forsikre sig mod evt. skjulte mangler, som er tilstede, når huset overtages, men først opdages på et senere tidspunkt.