-->

Kan vi skrive under på købsaftalen og fortryde bagefter?​

Se også ​​→

Spørgsmål: ​

Vi er ved at købe en flot murermestervilla fra 1975, og vi er usikre på, om vi skal købe, og vi har derfor nogle spørgsmål. Vi har modtaget købsaftale, tilstandsrapport og elinstallationsrapport, og vi føler, at ejendomsmægleren presser os, for at vi skal skrive under på købsaftalen. Ejendomsmægleren siger, at der er 2 andre, der er interesserede i at købe huset til prisen.

Hvis vi skriver under på købsaftalen, kan vi så fortryde købet bagefter? I tilstandsrapporten nævner den bygningssagkyndige, at der kan være skader ved tagkonstruktionen og i kælderen, og disse bør undersøges for at afklare, om der er skader. Vi har derfor bestilt en bygningssagkyndig til at gennemgå huset med særlig fokus på tagkonstruktionen og kælderen, men han kan først komme på fredag, og vi får først resultatet efter weekenden.

Vi ønsker ikke at miste købet af huset til andre interesserede, men hvad nu hvis den bygningssagkyndige finder alvorlige skader? Kan vi så fortryde og annullere købet? 

Med venlig hilsen 

Henriette og Marcus

Svar: 

Kære Henriette og Marcus

Ja I kan godt skrive under på købsaftalen, hvis I sikrer jer, at der er en klausul om indsigelsesfrist eller der tilføjes en indsigelsesfrist i købsaftalen. Indsigelsesfristen kan formuleres således: Handlen er fra købers side betinget af, at købers repræsentant godkender handlen i sin helhed. Indsigelser skal være sælgers ejendomsmægler i hænde senest kl. 1600 6 hverdage efter, at købsaftalen er skrevet under af begge parter.

Alternativt kan der i købsaftalen tilføjes en klausul om, at handlen er betinget af, at erklæringen fra den bygningssagkyndige er fremkommet inden for en bestemt aftalt frist, og at erklæringen ikke giver anledning til væsentlige bemærkninger.

Det betyder, at I kan underskrive købsaftalen og umiddelbart efter overgive handlen til jeres advokat, der herefter har en frist på 6 hverdage til at fremkomme med indsigelser til handlen. Der er således rimelig tid til at gennemgå besigtigelsesrapporten fra den bygningssagkyndige og fremsætte indsigelser inden udløbet af fristen.

Såfremt den bygningssagkyndige finder alvorlige mangler/skader ved huset, og han anslår udbedringsomkostningerne til et stort beløb, kan I beslutte, at I ikke ønsker at købe huset, og give jeres advokat besked herom.

Jeres advokat kan meddele sælgerne, at handlen ikke kan godkendes, og handlen er herefter ikke bindende for jer, og sælgerne kan ikke fremsætte økonomiske krav mod jer i den forbindelse.

Jeg bemærker, at det er væsentligt at fremsætte evt. indsigelser inden udløb af indsigelsesfristen under hensyn til, at handlen er bindende for jer, såfremt indsigelser ikke er kommet frem til sælgerne inden udløbet af fristen.

Sideløbende med ovennævnte aftalte klausul om indsigelsesfrist har I den lovbestemte fortrydelsesret, og denne har ligeledes en fortrydelsesfrist på 6 hverdage, indenfor hvilken frist der skal gives skriftlig besked til sælgerne. I modsætning til ovenstående koster en evt. fortrydelse af handlen dog 1 % af købesummen. Da købsprisen er 4,5 mio, svarer 1 % til kr. 45.000, som I skal betale til sælgerne.

Sammenfattende kan jeg anbefale at underskrive købsaftalen, såfremt der i købsaftalen er aftalt en klausul med nævnte indsigelsesfrist. 

Held og lykke med købet. 

Med venlig hilsen

Anders

Skrevet af Anders Stig Vestergaard

Ovennævnte er tidligere bragt i Bo Bedre i en forkortet udgave

Har du spørgsmål?

Hvis du ligger inde med spørgsmål, som kræver juridisk ekspertise, er du velkommen til at kontakte advokat Anders Stig Vestergaard på e-mail: av@askt.dk, via kontaktformularen til højre eller ved at ringe på direkte tlf.nr. 86 18 68 41 eller mbtlf.

23 24 30 39

​​Ring og forklar os om din situation

Så kan vi fortælle, hvad vi som advokater kan gøre for at hjælpe dig - og hvad det koster. Ring til os på telefon: 86 13 06 00 eller skriv på e-mail: info@askt.dk​.​

fbyoutube

​Kontakt

Hovednummer: 86 13 06 00

​E-mail: info@askt.dk

CVR: 32283012

​Aarhuskontoret

​Sankt Knuds Torv

Ryesgade 31, 1., 8000 Aarhus C​​​

Rutevejledning

​Tlf.: 86 13 06 00

E-mail: info@askt.dk

Aalborgkontoret

​Det gamle posthus

Algade 44, 1. sal, 9000 Aalborg C​

Rutevejledning

Tlf.: 86 18 68 33​

E-mail: aalborg@askt.dk​

Rykontoret

Parallelvej 9A,

8680 Ry

Rutevejledning

Tlf.: 86 89 33 88

E-mail: hfh@askt.dk

Kontorets telefoner er åbne: Mandag-torsdag 9.00-16.00 & fredag 9.00-15.00.