-->

Vores nye parketgulv har revner – hvem er ansvarlig?​

Se også ​​→

Spørgsmål:

Vi har brug for dit råd, da vores dialog med byggefirmaet er gået helt i hårdknude. I 2022 indgik vi en aftale med byggefirmaet, der skulle opføre et nøglefærdigt hus, og vi flyttede ind 1. august 2023.

Kort tid efter vi havde overtaget huset, konstaterede vi revner i parketgulvene i hele huset, og der kom bare flere og flere revner, og der var nogle steder, hvor gulvet knagede og gyngede. Til at begynde med var byggefirmaet flinke, og vi fik hurtigt et møde i stand, hvor også leverandøren af parketgulvet deltog. De kiggede men kunne ikke blive enige om, hvad der var årsagen til revnerne.

Byggefirmaet mente, at de havde lagt gulvet korrekt, og at det måtte være fejl ved det leverede parketgulv.

Leverandøren afviste, at der var mangler ved parketstavene, og de henviste til et andet hus i nærheden, hvor de også havde leveret parketgulvet, og der var ingen revner.

Byggefirmaet og leverandøren mente, at vi har vådvasket gulvene, og det har givet revnerne, hvilket ikke passer, for vi har slet ikke vasket gulvene.

De kom ikke med en løsning, og siden er der kommet mange flere revner. Vi har brug for dit råd om, hvordan vi hurtigt kommer videre overfor byggefirmaet og leverandøren?

Mvh Ulla og Kristian​

Svar: 

Hej Ulla og Kristian

På det foreliggende er det ikke muligt at afgøre, om revnerne i gulvene skyldes byggefirmaet eller fejl ved det leverede parketgulv, da der kan være mange forskellige årsager til revnerne i gulvene, og at det gynger og knager enkelte steder. Det kan skyldes fejl ved de leverede parketstave, underlaget, hvis parketstavene ikke har ligget i huset og er blevet akklimatiseret, inden de blev lagt. Derudover kan årsagen være fugtproblemer, idet der ved fugtproblemer sædvanligvis sker en ændring af dimensionerne i træet.

Yderligere kan problemerne skyldes, at lægningsvejledningen for parketgulvet ikke er fulgt, eller at der er brugt hammer, slagklods eller trækjern til at få brædderne sammen, eller at brædderne er lagt med kontakt til væggene.

Jeg anbefaler at iværksætte og gennemføre isoleret bevisoptagelse med henblik på at få klarlagt, hvad der er årsagen / årsagerne til revnerne, og at gulvet knager og gynger enkelte steder. Den isolerede bevisoptagelse kan gennemføres rimelig hurtigt.

Formålet med isoleret bevisoptagelse i form af syn og skøn er at fastlægge årsagen til revnerne og herunder om der er mangler ved de leverede parketstave eller udført fejl i forbindelse med lægningen, og hvorledes der skal foretages fagmæssig udbedring samt omkostningerne herved.

Den udpegede skønsmand indkalder jer, byggefirmaet og leverandøren til syn og skøn på adressen, hvor I får lejlighed til at påvise revnerne, og skønsmanden har mulighed for at stille spørgsmål med henblik på nærmere belysning af forholdene og hændelsesforløbet.

Efter skønsforretningen udarbejder skønsmanden en skønserklæring med besvarelse af de stillede spørgsmål. Alle parter har mulighed for at stille supplerende spørgsmål til skønsmanden til præcisering af hans besvarelser eller vedrørende forhold, som ikke er vurderet, og som det anses for relevant for sagen at få skønsmandens vurdering af.

Jeg anbefaler, at der rettes henvendelse til Voldgiftsnævnet for Bygge- & Anlægsvirksomhed med henblik på at få forslag til en skønsmand, der har kompetence til at besvare de stillede spørgsmål. I den forbindelse lægges der vægt på, at han har relevant uddannelse og erhvervserfaring med trægulve samt erfaring med syn og skøn.

Første skridt er, at I henvender jer til en advokat og anmoder om en juridisk vurdering af sagen og assistance til at gennemføre isoleret bevisoptagelse hurtigst muligt.

I tilslutning hertil kan advokaten ansøge om retshjælpsdækning til gennemførelse af den isolerede bevisoptagelse. 

Held og lykke med sagen. 

Med venlig hilsen

Anders

Skrevet af Anders Stig Vestergaard

Ovennævnte er tidligere bragt i Bo Bedre i en forkortet udgave

Har du spørgsmål?

Hvis du ligger inde med spørgsmål, som kræver juridisk  ekspertise, er du velkommen til at kontakte advokat Anders Stig Vestergaard på e-mail: av@askt.dk, via kontaktformularen til højre eller ved at ringe på direkte tlf.nr. 86 16 68 41 eller mbtlf.
​23 24 30 39

​​Ring og forklar os om din situation

Så kan vi fortælle, hvad vi som advokater kan gøre for at hjælpe dig - og hvad det koster. Ring til os på telefon: 86 13 06 00 eller skriv på e-mail: info@askt.dk​.​

fbyoutube

​Kontakt

Hovednummer: 86 13 06 00

​E-mail: info@askt.dk

CVR: 32283012

​Aarhuskontoret

​Sankt Knuds Torv

Ryesgade 31, 1., 8000 Aarhus C​​​

Rutevejledning

​Tlf.: 86 13 06 00

E-mail: info@askt.dk

Aalborgkontoret

​Det gamle posthus

Algade 44, 1. sal, 9000 Aalborg C​

Rutevejledning

Tlf.: 86 18 68 33​

E-mail: aalborg@askt.dk​

Rykontoret

Parallelvej 9A,

8680 Ry

Rutevejledning

Tlf.: 86 89 33 88

E-mail: hfh@askt.dk

Kontorets telefoner er åbne: Mandag-torsdag 9.00-16.00 & fredag 9.00-15.00.