-->

Reklamér indenfor rimelig tid ​

Se også ​​→

Spørgsmål: ​

Vi henvender os, fordi vi behøver dit råd om, hvad vi skal gøre overfor byggefirmaet. Vi overtog et nybygget hus i 2020 og for et par måneder siden fortalte en elektriker, der skulle ordne ventilationen på loftet, at isoleringen på loftet var våd, og der var tegn på skimmelsvamp. Det blev ikke opdaget ved 1 års gennemgangen af byggeriet for ca. 4 måneder siden.

Vi har ikke håndværksmæssig forstand, og vi fik derfor en tømrer til at komme ud og kigge på det, og vi har hans ord for, at loftskonstruktionen er udført forkert, og der er for lidt udluftning. Det har medført fugtskader og skimmelsvamp, og det bliver værre, hvis det ikke bliver lavet nu.

Vi ved simpelt hen ikke, hvordan vi skal få byggefirmaet til at komme og lave det. Jeg ringede til byggefirmaet, men de meddelte, at vi bare skal vente til 5 års gennemgangen, så kigger de på det sammen med evt. andre ting, der skal laves. Kan det være rigtig, at vi ikke kan få det lavet nu men skal vente til 5 års gennemgangen?

​Med venlig hilsen

Pia og Jeppe

Svar: 

​Kære Pia og Jeppe

Jeg anbefaler, at I straks reklamerer skriftligt overfor byggefirmaet under hensyn til, at I har pligt til at reklamere indenfor rimelig tid efter, at I har opdaget manglerne.

Det er væsentligt, at I sender jeres reklamation skriftligt, således at I kan dokumentere, at I har reklameret indenfor rimelig tid efter, at I opdagede skaderne. Der er ikke nogen formkrav til reklamationen, og det er tilstrækkeligt at sende den pr mail. Såfremt I venter til 5 års gennemgangen, risikerer I at blive mødt med en påstand fra byggefirmaet om, at I har fortabt kravet på grund af, at I ikke har reklameret indenfor rimelig tid.

Jeg kan oplyse, at byggefirmaet har en pligt og ret til at afhjælpe mangler, som I påviser i indtil 5 år efter afleveringen. Efter udløbet af 5 års fristen kan I som udgangspunkt ikke rejse krav mod entreprenøren. Endelig har I en pligt til at begrænse eller forhindre yderligere skader.

Såfremt byggefirmaet på ny svarer, at det skal vente til 5 års gennemgangen, anbefaler jeg, at I henvender jer til en advokat og får en juridisk vurdering af sagen, og hvad der skal sættes i værk. Under henvisning til at jeres oplysning om skaderne bør der snarest muligt iværksættes tiltag til at forhindre, at skaderne forværres. Efter omstændighederne foreslår jeg, at der indhentes en sagkyndig besigtigelse, der beskriver manglerne og skaderne, årsagen til den våde isolering og skimmelsvamp, samt hvorledes manglerne skal afhjælpes fagmæssigt korrekt.

Når der foreligger en besigtigelsesrapport, skal byggefirmaet kontaktes med henblik på at aftale, at det afhjælper manglerne fagmæssigt korrekt og udarbejder en tidsplan herfor.

Når byggefirmaet har afhjulpet manglerne, løber der en ny frist for fremsættelse af krav som følge af manglerne. Denne frist udløber senest 3 år efter afslutningen af afhjælpningen, og udløber senest 3 år efter udløbet af den oprindelige 5-års frist.

Jeres krav kan dog i visse tilfælde alligevel gøres gældende efter udløbet af 5 års fristen, hvis et af følgende tilfælde foreligger: 1) entreprenøren har påtaget sig at indestå i længere tid, eller 2) det ved afleveringen konstateres, at aftalt kvalitetssikring har svigtet væsentligt, eller 3) der foreligger et groft uforsvarligt forhold fra entreprenørens side.

Med venlig hilsen

Anders

Skrevet af Anders Stig Vestergaard 2022.

Ovennævnte er tidligere bragt i Bo Bedre i en forkortet udgave.

Har du spørgsmål?

​Hvis du ligger inde med spørgsmål, som kræver juridisk ekspertise, er du velkommen til at kontakte advokat Anders Stig Vestergaard på e-mail: av@askt.dk, via kontaktformularen til højre eller ved at ringe på direkte tlf.nr. 86 18 68 41 eller mbtlf. 23243039

​​Ring og forklar os om din situation

Så kan vi fortælle, hvad vi som advokater kan gøre for at hjælpe dig - og hvad det koster. Ring til os på telefon: 86 13 06 00 eller skriv på e-mail: info@askt.dk​.​

fbyoutube

​Kontakt

Hovednummer: 86 13 06 00

​E-mail: info@askt.dk

CVR: 32283012

​Aarhuskontoret

​Sankt Knuds Torv

Ryesgade 31, 1., 8000 Aarhus C​​​

Rutevejledning

​Tlf.: 86 13 06 00

E-mail: info@askt.dk

Aalborgkontoret

​Det gamle posthus

Algade 44, 1. sal, 9000 Aalborg C​

Rutevejledning

Tlf.: 86 18 68 33​

E-mail: aalborg@askt.dk​

Rykontoret

Parallelvej 9A,

8680 Ry

Rutevejledning

Tlf.: 86 89 33 88

E-mail: hfh@askt.dk

Kontorets telefoner er åbne: Mandag-torsdag 9.00-16.00 & fredag 9.00-15.00.